Undersøgelse giver essentiel feedback
En beboerundersøgelse kan give dig essentiel feedback om næsten enhver problemstilling. Du kan få detaljeret indsigt i, hvad lejerne er tilfredse og mindre tilfredse med. Både hvad angår deres egne boliger og ejendommens funktionalitet. Undersøgelsen kan også give et indblik i lejernes fraflytningsovervejelser og holdning til vedligeholdelse, renoveringsplaner, kontakt med administrator, de sociale dynamikker i beboergruppen og meget mere. Alt sammen brugbar viden til driften.
Undersøgelse med konkret brugsværdi
Beboerundersøgelsens specifikke brugsværdi kan variere fra ejendom til ejendom, men undersøgelsen kan altid bruges til at øge beboertilfredsheden og forbedre kommunikationen med lejerne. Undersøgelsen kan også være en konkret hjælp til udarbejdelsen af prioriterede vedligeholdelsesplaner og tidlig identifikation af potentielle problemer. Sidst men ikke mindst kan beboerundersøgelsen bruges til at imødekomme det voksende krav om ESG-rapportering, hvor virksomheder skal dokumentere, at de ud over klima og ledelse også arbejder med at optimere den sociale bæredygtighed.
Perfekt til seniorbofællesskaber
Beboerundersøgelser er særdeles velegnede til seniorbofællesskaber. Her spiller naboskabet en større rolle end i traditionelle boformer, og derfor vil undersøgelserne ofte have fokus på det sociale samvær i beboergruppen. Det er næsten altid en fordel at dele undersøgelsens resultat med beboerne. Hvis de har interne udfordringer, kan det være en hjælp for dem, at problemerne bliver synliggjorte og nedfældet på papir. Og selv i et konfliktfrit seniorbofællesskab kan en ”social tilstandsrapport” bruges til at styrke naboskabet og dermed også styrke din ejendom.
Skræddersyet undersøgelsesdesign
En beboerundersøgelse bliver designet, så den er målrettet en specifik ejendom. Det første trin består i at udarbejde en detaljeret spørgeguide. Herefter gennemføres en række dybdegående interview med flere af beboerne. Som regel vil interviewene udgøre et fuldt ud tilstrækkeligt grundlag til at udarbejde en beboerundersøgelse. I nogle tilfælde kan det dog være en fordel at supplere med en spørgeskemaundersøgelse, der besvares anonymt.
Øget loyalitet
Det er en misforståelse, at beboerundersøgelser medfører en strøm af brok og klager. Tværtimod reagerer lejerne typisk meget positivt på den slags undersøgelser, fordi de sætter pris på, at udlejeren interesserer sig for deres vurdering og holdninger. Iværksættelsen af en beboerundersøgelse kan således være et instrument til at øge lejerloyaliteten og tilliden til udlejeren. Desuden viser beboerundersøgelser næsten altid, at der er langt færre brokkehoveder blandt lejerne end udlejeren ofte har fået indtryk af.